Ikonet Poul-Erik Høyer

Ikonet Poul-Erik Høyer

I den brede offentlighed er han mest kendt for sin vindermentalitet og en iturevet t-shirt ved OL i Athen. Efter et par år som kommentator går Poul-Erik Høyer nu ind i badmintonpolitik. Matchbold.dk har taget en snak med Poul-Erik Høyer om karrieren set i bakspejlet og fremtiden som badmintonpolitiker.

Du fik dit badmintongennembrud i en rimelig sen alder, og alligevel nåede du helt til top med en OL-medalje. Hvad drev din badmintonkarriere? Var det selve spillet eller vinderinstinktet? Kampene eller træningen?

Overordnet var det interessen i hele tiden at gøre det bedre. Godt hjulpet på vej af euforien af at vinde kampe og turneringer. Heri ligger bekræftelsen af det arbejde du yder. 

Din aktive karriere er stille at rolig ved at komme på afstand, som tiden går. Nu her år efter du stoppede, hvad har gennem din aktive karriere betydet mest for dig?

At jeg har oplevet en verden med forskelligheder og har i dag større tolerance over for disse forskelligheder.

At jeg har oplevet den tilfredsstillelse af at lykkedes med det du havde som en drøm navnlig de 2 All Englands titler og OL!

At have lært mig selv bedre at kende på områder du sjældent finder i en almindelig hverdag.

Prøv at beskriv hvordan dit vinderinstinkt spillede ind på din karriere. Har det nogensinde været en hindring for dig?

Ja i starten ville jeg det så meget at det blev en spænding der ikke kunne kontrolleres. Jeg oplevede, at et ”killerinstinkt” lå bedre til mig at arbejde med.

Nu har du så indledt din badmintonpolitiker karriere med næstformandsposten i DBF. Har det altid ligget i kortene, at du gerne ville engagere dig i det organisatoriske og arbejdet på forbundsplan?

Nej egentlig ikke! Men det er kommet til mig efter jeg er blevet bestyrelsesmedlem i DIF valgt ind af de aktive så er der kommet mere blod på tanden og at være træner kan jeg ikke få til at harmonere med mit arbejde.

Hvorfor blev det i kommentatorjobbet og nu som badmintonpolitiker, at du valgte at fortsætte dit engagement i badminton? Hvorfor ikke en trænerkarriere?

Jeg tror ikke at min familie og jeg var klar til at rejse udenlands for at være træner og at trænerjobbet har en begrænset tidsperiode og hvis jeg fortsatte i badmintonverdenen ville det kun dreje sig om dette og jeg ville gerne prøve noget andet.

Hvorfor valgte du at stille op som næstformand? Er det som et led i politikerkarrieren, altså blot et trin på stigen? Hvor langt rækker ambitionerne?

Jeg blev opfordret til at stille op og derfor gjorde jeg det!

Hvilke kvalifikationer føler du, at du besidder, som gør dig egnet i til formandsposten i DBF eller formandsposten i det internationale forbund, som du har været sat i forbindelse med?

Evnen til at kunne samle personer om nogle fælles mål, samt at kunne være med til at identificere mulighederne der ligger foran os og naturligvis også de udfordringer der er, samt at mit navn selvfølgelig giver en genkendelighed i badminton kredse.

Hvad er det, der skal laves om internationalt såvel som nationalt, og som du vil stå i spidsen for? Hvad er din vision?

Mit mål er at fastholde og styrke badmintonsporten som en international idrætsgren, at vi evner at holde fast i OL-medlemskabet

Nationalt er mit mål at vi øger vores medlemsandele og at vi sætter fokus på de ydelser vi giver klubberne.

Det er et par måneder siden den første blæst opstod omkring topposten i det internationale badminton forbund. Hvor realistisk vurderer du det er, at du inden for 10 år er blevet formand for BWF?

Jeg ser en mulighed for at det kan ske i 2013 og sandsynligheden er ca. 25% der er mange ting der er usikre angående det internationale men lad os se hvad der sker her i 2008 frem mod valget i 2009 det tror jeg også er af afgørende betydning.

Badminton er om ikke i krise så i hvert fald stagneret nationalt. Hvordan kommer vi ud af dødvandet? 

Vi er nød til at gøre en ekstra indsats overfor vores klubber. Jeg vil have meget stor fokus på vores breddeområde i forsøget på at styrke folks interesse i at spille badminton som en god og sund motion. Gå i samarbejde med andre idrætsgrene og aktivere tværtilbud det tror jeg også der kan være behov for.

Hvordan ser badmintonpolitikeren Poul-Erik fremtiden for dansk badminton?

Vi står overfor nogle store udfordringer og vi er i konkurrence med en masse andre tilbud. Det er klart at vi får svært ved at øge vores medlemsantal men jeg er sikker på at vi borger for en kvalitet der ikke er mange andre steder for hvad angår motorik og kondition. Vi er en af de sportsgrene der aktivere flest muskelgrupper. Vi skal slå meget mere på hvad folk får ud af at dyrke idræt. I DBF har vi lavet en 2015 plan for hvad vi ser der er nødvendig for at styrke vores sport og den bliver naturligvis løbende fulgt op på. Vi er en stolt badminton nation og det skal vi blive ved med at være. Vi kan blot ikke leve i fortiden og markedet flytter sig og der skal vi være parate til at tilpasse os.

Til sidst et spørgsmål til din holdning i forhold til publikum. Under det netop overståede Copenhagen Masters var der ikke meget gang i publikum, ville det ikke være gavnligt hvis der kom mere temperament på tilskuerpladserne, som til fodbold?

Ikke at jeg vil sammenlignes men det er 110 % sikkert at det er vigtigt at vi får skabt en god stemning og at vi tillader at der bliver råbt og supportet fra tilskuerne det er fedt når stemningen løfter sig det er her vi netop har et fantastisk intenst produkt at markedsføre og jo jeg synes at det var en rigtig god oplevelse af publikum under Masters.

Så skal publikum huje og skrige under kampene eller sidde stille og klappe?

KOM BARE I GANG! Vi kan ikke få nok.


14. februar 2008, Kenneth Praefke

 


Posted den 2018-03-31 Interviews 0 1348

Skriv en kommentarSkriv et svar

Du skal være logget in for at skrive en kommentar.

QR code

Sidst viste

Ingen varer

Menu

Settings